Grundejerforeningen Juulsvej/Kirsebærvej

 

Generalforsamling den 19. oktober 2020 kl. 19.00 på Kirsebærkroen

 

Referat:

14 parceller var repræsenteret ved personligt fremmøde, herunder bestyrelsen fraset Mikkel Vass.

Formanden Uffe Christensen bød velkommen til generalforsamlingen og oplyste, at foreningen i år som noget nyt havde kontaktet en person uden for medlemskredsen som kandidat til dirigentposten, nemlig Ole V. Jørgensen.

Formanden takkede Børge Skjelmose for mange års godt og trofast arbejde for foreningen, og Børge fik overrakt en erkendtlighed.

Formanden takkede også alle hjælperne ved foreningens praktiske gøremål for deres indsats.

 

1) Valg af dirigent.

Ole V. Jørgensen blev af bestyrelsen foreslået til dirigentposten. Ole gav en kort præsentation af sig selv og blev valgt uden modkandidat.

 

2) Valg af referent.

Anni Reichel blev uden modkandidat valgt som referent.

Samtidig sagde Sven Bjarne Møller ja til jobbet som stemmetæller.

 

3) Bestyrelsens beretning om det forløbne år.

Formanden fremlagde bestyrelsens beretning med følgende indhold:

  1. Der blev ikke vedtaget tiltag på sidste års generalforsamling til afholdelse i løbet af året. Her skal dog nævnes, at 2 grønne bænke er blevet indkøbt og sat på grunden sidste sommer. Vedligeholdelse af området, der er halvt kommunens og halvt rækkehusenes (Den grønne komité), er der endnu ikke løsning på.

Møns Bank har opsagt vores servicebetaling, og vi har i stedet indgået samarbejde med Nets og webbank, så medlemmerne kan melde betaling af kontingent til PBS. Overgang til dette uden problemer.

  1. Vi er nu 71 medlemmer i alt, fordelt med 33 på Juulsvej, 33 på Kirsebærvej og 5 på Næbvej.

Der har været udskiftninger på nogle af parcellerne da nogle fraflytter og andre tilflytter. I den forbindelse vil bestyrelsen gerne opfordre medlemmer som erfarer, at der er flyttet nye ind på en adresse, om at lade et par ord falde til bestyrelsen, så detaljer i databasen kan opdateres. Vi kan i øvrigt oplyse at Kirsebærkroen har meldt sig ind.

  1. Bestyrelsen har holdt møde to gange i det forgangne år. Vores sædvanlige nytårsparole med bespisning var pga. Corona rykket til den lidt sene sommer, men en sådan pandemi er vi jo ikke herrer over.
  2. I det tidlige forår besluttede Børge Skjelmose at forlade bestyrelsen, og Mikkel Vass trådte, som suppleant, ind i stedet.

 

  1. Vinteren har været mild, og der blev ikke fundet skader på fundamenterne til broen. Men grundet den barske tid med Covid19, besluttede vi at droppe den sædvanlige opsætning af broen med et hold medhjælpere fra medlemsbasen, og betalte et par dygtige og rutinerede folk udefra for at sætte broen op i det tidlige forår. Det blev gjort fuldt tilfredsstillende.
  2. Platformen var mildt sagt ramponeret og mangelfuld, så vi besluttede at sætte en håndværker til at reparere de ret omfattende skader. Det blev gjort tilfredsstillende, og Robert skaffede et hold stærke gutter til udlægning af platformen, som har været endog særdeles meget benyttet denne sommer.
  3. Vi har alle været godt tilfredse med ordningen med pasning af græsset på fællesarealet med maskinen ejet af Vass og Hvas, og det grønne område har været veltrimmet og pænt hele sommeren.
  4. Opkrævning af kontingent gik uden problemer. Alle havde betalt ved fristens udløb.
  5. Igen i år opfordrer vi til at medlemmer, der bruger jollestativet, ikke har større joller liggende efter den 1. juni. Det er næsten umuligt at slå græs og lignende mellem stativerne, hvis de ikke er helt frie. Kajakker eller lignende, som er nemme at rykke rundt med, er nok ikke et problem.

Efter enkelte bemærkninger og spørgsmål, som ikke gav anledning til ønske om ændringer i beretningen, blev denne godkendt med akklamation.

 

4) Forslag fra bestyrelse eller medlemmer
Forslag til nyt gyngestativ blev fremlagt af Gregers Bojesen, der havde fundet et eksempel med 2 gynger til en pris af 7.393,-.

Anni Reichel fremlagde et tilbud fra Heboleg i Næstved ligeledes på gyngestativ med 2 gynger, godkendt efter gældende regler og med tilbud om hjælp til byggeansøgning, byggetilladelse samt montering. Pris på gyngerne 12.312,50 og på montering 3.700,-.

Generalforsamlingen gav bestyrelsen beføjelse til at anskaffe et gyngestativ opstillet, godkendt og færdigt til brug til en samlet pris på ikke over kr. 20.000 incl. moms.

Det blev besluttet, at de nuværende gynger, som må anses for udtjente og kassable, skal fjernes snarest. Formanden igangsætter dette arbejde.

Tina Rasmussen fremsatte forslag om læskur til morgenbaderne, men da forslaget ikke kan behandles uden en nærmere beskrivelse, herunder af økonomien, blev punktet med Tina’s tilslutning overført til 10) Eventuelt.

Bestyrelsen har foreslået udskiftning af nedgangstrappen for enden af badebroen, og formanden har undersøgt prisen, der forekommer temmelig høj, hvorfor det blev vedtaget at se på sagen, når broen er oppe på land, og så eventuelt igangsætte en reparation.

 

5) Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.

Kassereren gennemgik regnskabet for 2019. Der var ingen spørgsmål eller kommentarer. Regnskabet blev godkendt.

 

 

6) Fremlæggelse af forslag til budget, rykkergebyr og kontingent for 2020.

Kassereren gennemgik budgettet. Et medlem påpegede en fejl i forhold til regnskabet, som kassereren vil få rettet. Med denne bemærkning blev budgettet godkendt.

Forslag til uændret rykkergebyr på kr. 100 blev godkendt.

Forslag til uændret kontingent på kr. 600 blev godkendt.

 

7) Valg til bestyrelsen.

Uffe Christensen, Mikkel Vass og Robert Reiter var på valg.
Uffe var til rådighed for genvalg, mens Mikkel og Robert ikke ønskede genvalg. Frank Føns og Thomas Bangshøj stillede sig til rådighed for valg. De tre kandidater blev med akklamation valgt for en periode på 2 år (indtil generalforsamlingen 2022).

 

8) Valg af to suppleanter til bestyrelsen.

De hidtidige suppleanter var ikke til rådighed for genvalg.
Mikkel Vass og Bo Nicolay blev uden modkandidater valgt til suppleanter for en periode på 1 år (indtil generalforsamlingen 2021).

 

9) Valg af to revisorer.

De hidtidige revisorer var ikke til rådighed for genvalg.

Robert Reiter stillede sig til rådighed og blev valgt med akklamation for perioden indtil generalforsamlingen 2021. Da ingen kandiderede til den anden post som revisor, pålagde generalforsamlingen foreningens bestyrelse, at den på generalforsamlingens vegne snarest muligt udpeger et af de ikke-tilstedeværende medlemmer til den ledige post.

 

10) Eventuelt.

Tina Rasmussen fremlagde sit ønske om et læskur til morgenbaderne (og andre badende). En kort debat bragte ikke ønsket videre, hvorfor dirigenten foreslog, at Tina, evt. sammen med andre interesserede ændrer ønsket til et egentligt forslag om udførelse og økonomi, som kan behandles på den ordinære generalforsamling 2021.

Det blev kort drøftet, om foreningen i lyset af negative bankrenter skal have mange penge på kontoen eller i stedet bruge penge på nye tiltag til gavn for medlemmerne. Bestyrelsen vil arbejde videre med dette tema.

Tina Rasmussen nævnte et tidligere møde mellem interessenter og aktører for biodiversitet på det kommunale grønne område ved Jacobshavn, hvortil grundejerforeningen også var inviteret. Tina ville gerne vide, om Lokalforum havde bedt om møde med Grundejerforeningen, og i bekræftende fald ville hun gerne deltage. Tinas ønske vil blive taget til efterretning i tilfælde af kontakt fra Lokalforum.

Sv. Bjarne Møller nævnte, at kun 1. del af registreringsattest på den ny trailer bør være i postkassen. Del 2 skal være hos ejeren. Bestyrelsen tager dette ad notam.

Thomas B. fra Kirsebærkroen spurgte, om kroens gæster måtte anvende badebroen. I bekræftende fald foreslår kroen at honorere foreningen for denne tilladelse. Formanden tiltrådte forslaget på bestyrelsens vegne.

Som afslutning på generalforsamlingen takkede dirigenten for forsamlingens medvirken til, at den var foregået i god ro og orden.

Oktober 2020

Sign. referent                                                                                                                   Sign. dirigent